Gå til hovedindholdet

Christina Søndergaard, ernæringsfaglig leder, Akaciegården Plejehjem

Hvad er jeres udfordringer i arbejdet med mad til ældre?
Vi udfordres på økonomi, da vi har 40 kroner til en dagkost bestående af seks måltider. Samtidig skal maden være økologisk, serveres om aftenen samt laves fra bunden.

Jeg synes også, det er en udfordring at skabe forståelse for vores fag og vigtigheden af vores indsats. Vores berettigelse i forhold til værdiskabelse for beboere og blandt det øvrige personale.

Hvilke redskaber savner I?
Jeg savner et overordnet politisk – gerne på lovgivningsniveau – krav til et minimumsniveau. Det kunne eksempelvis være, at man udarbejdede fem krav, der skulle opfyldes ved måltider til ældre på plejehjem. På denne måde fik alle plejehjem en fælles minimumsgrænse. Det kunne være, at alle plejehjem skulle udarbejde en mad- og måltidsguide, og at alle opskrifter/menuer kunne ernæringsberegnes. Der er tonsvis af anbefalinger, nationale handlingsplaner og lignende, men så længe disse er ”kan”-opgaver, vil vi ikke se dem udført. Alle gør, hvad de selv synes, efter deres mening og synspunkter.

På Akaciegården er vi ved at bygge et foregangsplejehjem for mad til ældre, som åbner 1. maj 2016. Det ærgrer mig, at kun 100 beboere på Frederiksberg får glæde af det. Tanken og arbejdet bag burde udbredes til kommunens øvrige plejehjem, men her er det jo op til hvert enkelt plejehjem at beslutte, om man synes, det er værd at bruge energi på.


MENU