Gå til hovedindholdet

Maddistrikter

Maddistrikter

Maddistrikter på Danmarkskortet

Interessen for lokale fødevarer vokser – blandt de forbrugere, der tænker bæredygtighed ind i deres indkøb og sætter pris på autenticitet og smag; blandt vores turister, der finder charme i det lokale særpræg, den gode historie og de unikke smagsoplevelser; på restauranter med råvarefokus, og i COOP, der gerne vil udvide sortimentet med flere lokale varer.

Vi har desuden en række små og lidt større producenter og virksomheder, der leverer fødevarer med en autentisk historie og af høj kvalitet. De ønsker et større marked og øget indtjening. Men vi udnytter ikke den kommercielle og madkulturelle værdi, som de lokalt producerede varer repræsenterer.

En ny undersøgelse viser, at inden for det seneste år har seks ud af ti danske forbrugere bevidst valgt at købe en fødevare fra en mindre fødevareproducent, der ligger inden for en radius af 30 kilometer fra deres bopæl. Undersøgelsen viser også, at der er stor vilje til at købe lokale fødevare fra små producenter - og betale mere for det - hvis de bliver mere tilgængelige. Nye tal viser, at 82 procent af den danske forbruger er villig til at betale ekstra for fødevarer produceret af små producenter fra lokalområdet.

Derfor involverer Madkulturen ’fødevaredanmark’ i udviklingen af et prototypekort og en række cases, der skal give os sprog for hvilke fødevarer fra hvilke steder, der har en særlig kvalitet.

Lokale kvaliteter kan skyldes klimaforhold, natur, historiske og kulturelle forhold, lokale forædlingskompetencer eller andre grunde til, at en fødevare fra et bestemt område udmærker sig på en særlig måde. Eksempelvis honningkage fra Christiansfeld, nye kartofler fra Samsø, gulerødder fra Lammefjorden, muslinger fra Limfjorden eller pølser fra Sønderjylland.

Maddistrikterne

Cases og prototypekort

Forprojektet Maddistrikterne skal stimulere udviklingen ved at afdække cases til inspiration: Hvor findes succeshistorierne for vækst i landdistrikternes mindre fødevarevirksomheder? Og hvad kan man lære af dem?

Samtidig udvikles et prototypekort: en kortlægning af de danske ’maddistrikter’, herunder af den mangfoldighed og af de kvaliteter, som præger fødevarerne og madoplevelserne i de forskellige dele af landet, og som flere og flere forbrugere efterspørger – men måske har svært ved at få overblik over.

MENU