Gå til hovedindholdet

Ti klasser skal dyste til DM i madkundskab

Landets ti bedste klasser er udvalgt til DM. Alle har arbejdet med årets emne: ’Konserver din Køkkenhave’ og skal nu til DM med fødevareministeren og Timm Vladimir.

Publiceret 5. marts 2018

De voksne har ’Den Store Bagedyst’. Eleverne har DM i Madkundskab. Og nu er de 10 udvalgte skoleklasser, der skal dyste om den fine titel ’Danmarksmestre i madkundskab’, fundet.

Klasserne blev udvalgt på grund af deres ansøgninger, hvor eleverne fik vist, hvordan de har arbejdet med syltning, fermentering og tørring af frugt og grønt i madkundskabstimerne.

Fin finale
DM i madkundskab, som er støttet af Nordea-fonden, har tidligere år haft fokus på mejeriprodukter, bælgfrugter og kål. I år er temaet ’Konserver din Køkkenhave’ blandt andet for at sætte fokus på at få frugt og grønt til at holde sig længe og tilføre nye smagsretninger.

Selvom DM i Madkundskab er en fest, så er baggrunden alvorlig nok.

”DM handler om at give eleverne interesse for mad og lyst på at gå i køkkenet. Det er vigtigt for vores madkultur, vores sundhed – og så ruster det dem til at blive kritiske forbrugere”, understreger Judith Kyst, der er direktør i Madkulturen, som udgør DM i madkundskabs sekretariat.

Ud over de 10 klasser fra hele Danmark, som samles på Fyn, så kommer miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og hilser på de madglade elever. Værten til DM i Madkundskab bliver igen i år værten fra Den Store Bagedyst, Timm Vladimir, der styrer slaget fra scenen.

DM i madkundskab løber af stablen d. 20. marts på Kold College i Odense. Sidste år var det et 6. klasses hold fra Tistrup Skole, der vandt DM.

1.     Pedersborg skole, 6.C, 4180 Sorø

2.     Sct. Nicolai Skole, 7.A, 4600 Køge

3.     Glostrup Skole, afd. Nordvang, 6.A, 2600 Glostrup

4.     Ørstedskolen, 6.A, 5900 Rudkøbing

5.     Poulstrup Friskole og Børnehus, 6-7 klasse, 9760 Vrå

6.     Skolecenter Jetsmark, 7-9. klasse, 9490 Pandrup

7.     Fællesskolen Hammelev Sct. Severin, 6.C, 6100 Haderslev

8.     Vestre Skole, 7. årgang, 7200 Grindsted

9.     Resenbro Skole, 6. klasse, 8600 Silkeborg

10.  Stjærskolen, 6. klasse, 8464 Galten

Folkeskolen: Nu er de ti klasser udtaget til DM i Madkundskab

 

 


MENU