Gå til hovedindholdet

Stor donation til bedre spejdermad

TrygFonden puster nyt liv i spejdermaden med en donation på to millioner kroner til en kæmpe køkkenskole på ’Spejdernes Lejr 2017’, hvor spejderne laver mad fra bunden af råvarer fra naturen og lokale producenter.

Publiceret 19. april 2017

Kylling fra Sønderjylland. Grøntsager fra lokale avlere. Et kæmpe køkken inklusive lejrbål. Og så lige et kulinarisk kørekort til 120 spejderledere, så de kan vejlede 4-5000 spejdere fra 10 til 17 år i bedre madvaner.

Det er ingredienserne til ’Madtropperne’, der er ét af fyrtårnsarrangementerne på Spejdernes Lejr 2017 i Sønderborg.

Nu har TrygFonden doneret 2 mio. kroner til projektet.

”Spejderlivet handler om et aktivt friluftsliv. Men desværre serveres der ofte usund mad rundt om bålet, selv om de sidder midt i naturens spisekammer. Når vi samtidig ved, at hver 5. barn er overvægtigt, så er spejderbevægelsen er godt sted at sætte ind, hvis vi skal forbedre folkesundheden fremadrettet. Derfor har vi valgt at støtte Madtropperne”, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

Skal sætte nye standarder
Det er Madkulturen, der sammen med Spejdernes Lejr 2017, står bag Madtropperne. Og begge steder er man svært begejstrede for donationen.

”Madtropperne er en af de største aktiviteter på Spejdernes Lejr 2017, og den løfter virkelig spejdernes kompetencer. I fremtiden vil de kunne lave sund og velsmagende mad fra bunden med respekt for natur, råvarer og bæredygtighed. Vi er derfor meget glade for, at TrygFonden vil hjælpe os med at gøre vores vision til virkelighed,” siger Rune Siglev, formand for bestyrelsen i Spejdernes Lejr 2017.

”Håbet er, at Madtropperne sætter nye standarder for den mad, der laves og spises i landets 1.200 spejdergrupper. På Madtropperne oplever spejderne, at det ikke nødvendigvis er dyrere at spise sundt end at spise usundt. Det kræver bare, at man ved, hvordan man får smukke måltider ud af simple, billige råvarer. Det lærer de i Madtropperne”, siger Judith Kyst, der er direktør i Madkulturen.

Se hvordan Madtropperne artede sig i Holstebro i 2012

 

 

 

 

 


MENU