Gå til hovedindholdet

Skjern er vært for Danmarks madkulturhuse

Det pibler frem med madkulturhuse i Danmark. Denne gang er Fødevarepark Skjern Enge vært for Madkulturens landsdækkende netværk, som ser på, hvordan man lokalt udvikler madkultur igennem produktudvikling, afsætning og branding.

Publiceret 10. maj 2017

De kommer blandt andet fra Ausumgaard Kraftcenter, Sakskøbing Madhus, Kornets Hus og Halkær Madhus. Skjern får besøg fra syv forskellige madkulturhuse på onsdag, når Fødevarepark Skjern Enge byder velkommen til det nationale ’Netværk for Innovations- og Madkulturhuse’.

Det er Madkulturen, der står bag netværket, en organisation, der arbejder bredt for bedre mad til alle.

Denne gang skal deltagerne diskutere, hvordan madkulturhusene får mest ud af et offentligt-privat samarbejde.

Her er Fødevarepark Skjern Enge et fint eksempel, men samarbejde mellem det kommunale Center for Fødevareudvikling og flere private virksomheder.

”Det kommer flere og flere madkulturhuse i Danmark. Selv om de er meget forskellige, så har de det til fælles, at maden er omdrejningspunkt for lokal vækst. Det bakker vi op om og understøtter med Netværk for Innovations- og Madkulturhuse”, siger Judith Kyst, direktør i Madkulturen.

 

 


MENU