Gå til hovedindholdet

Nyt manifest skal ændre status for madkundskab

Faget madkundskab er ofte et ’frikvarter’ fra de ’rigtige’ fag i folkeskolen. Det skal et nyt fem-punkts manifest ændre på.

Publiceret 16. maj 2017

Tirsdag inviterede Landbrug & Fødevarer, GoCook og Madkamp til fyraftensmøde på Axelborg i København. Temaet var, hvordan faget madkundskab kan boostes og hvordan faget kan få samme status som de andre fag i folkeskolen.

Alle 70 fremmødte var enige om, at faget rummer et uforløst potentiale, men alt for ofte er nedprioriteret på skoleskemaet og at faget på jævnt dansk tages mere seriøst både fra lærere, ledelse, forældre og elever.

Det skal ændres med et helt nyt manifest, der sætter ord på madkundskabs potentiale.

MANIFEST FOR MADKUNDSKAB

Faget madkundskab skal styrkes, fordi:

1. Madkundskab sætter eleverne i stand til at træffe begrundede valg

Man skal ikke tage alt for gode varer. Madkundskab handler om begrundede valg inden for sundhed, bæredygtighed og smag. Faget lærer eleverne at afveje fordele og ulemper, reflektere og argumentere for egne valg i og uden for madkundskabslokalet – og resten af livet.

2. Madkundskab forener alle grundskolens fag
Madkundskab vekselvirker mellem det naturvidenskabelige, det humanistiske og det
samfundsvidenskabelige. I madkundskab konkretiseres den viden, eleverne opnår i andre fag gennem fødevarer, mad og måltider.

3. Madkundskab bygger bro mellem skole, hjem og samfund
Madkundskab har stor betydning for vores hverdagsliv. Faget bygger bro, når eleverne bringer viden og erfaringer med sig udefra og ind i madkundskabslokalet. Samtidig kan elevernes læring om mad og måltider rykke ved indkøbsvaner og madlavning i deres familier og i samfundet.

4. Madkundskab bringer hoved, hænder og sanser i spil
Madkundskab forbinder teori og praksis på unik vis. Eleverne tilegner sig teoretisk viden om grundmetoder, madteknikker og måltidskulturer samtidig med, at de tilegner sig praktisk og kropslig erfaring med at tilberede, smage og nyde mad.

5. Madkundskab skaber rum for forskellighed og mangfoldighed
Madkundskab skaber plads til alle på tværs af sociale, kulturelle, etniske og faglige forskelle. I madkundskab kan eleverne samles om det, alle har til fælles, nemlig at skulle spise og forholde sig til mad hver dag. Samtidig kan eleverne udforske hinandens forskelligheder, når de arbejder sammen om mad og måltider.

Manifestet er udarbejdet af Netværk for madkundskab, der består af elever, lærere, forældre, skoleledere, forskere, foreninger, fødevareerhvervet samt politikere.

DOWNLOAD MANIFEST FOR MADKUNDSKAB


MENU