Gå til hovedindholdet

Madmission på Folkemødet

Gastro eller pølsemix? Danmarks madkultur til debat på Folkemødet 2016.

Publiceret 15. juni 2016

Er der madkultur i Udkantsdanmark – eller er det kun noget, man bruger på Østerbro? Hvem har patent på kvalitet – og kan det overhovedet defineres? Og er det egentlig attraktivt at uddanne sig til fremtidens fødevarebranche?

Madkulturen inviterer til debat.

”Vi sætter scenen og har inviteret engagerede madmennesker fra hele spektret indenfor i Missionshuset. Det unikke ved diskussionen om madkultur, er, at det vedrører alle. Selv hvis man ikke er optaget af, hvad man spiser – så spiser man hver dag. Derfor håber vi, at vi kan være med til at skabe rammen om en bred debat, som både rummer bud på, hvad der er vigtigt for vores madkultur i dag – og på, hvordan vi med viden og indsigt og glimt i øjet kan få endnu flere til at spise endnu bedre", siger Madkulturens direktør Judith Kyst.

Sideløbende arbejder brandingbureauet AM på projekt Madmissionen LIVE også i Missionshuset. Med afsæt i debatterne udvikles strategier og design af løsningsmodeller med Lolland Falster som case.

Under overskriften ’Bedre Mad til Alle’ arbejder Madkulturen på at sikre bevægelse i Danmarks madkultur. Fra hverdagens måltider over ældres madvaner til strategiske samarbejder med fødevareuddannelser og storkøkkener. Det er også Madkulturen, der står bag udviklingen af Madindeks, som løbende samler faktuel viden om danskernes madvaner.

 

Hun inviterer alle debatlystne indenfor i Missionshuset i Pilegade 7b i Allinge.

Debatarrangementer under Madmissionen på Folkemødet

Hvem skal få lyst til at producere fødevarer i fremtiden?
Fredag 17. juni kl. 11.30-12.30.

Gastro eller pølsemiks – er god mad lig med overlevelse for yderområderne? Og er turisterne villige til at betale for kulinarisk kvalitet?
Fredag 17. juni kl. 15-16.

Hvad er kvalitet inden for mad, måltider og fødevarer?
Lørdag 18. juni kl. 11.30-12.30.

MADMISSIONEN LIVE: Branding X Fødevarer X Lolland-Falster
Foregår løbende fredag og lørdag på Folkemødet.

Disse arrangementer på Folkemødet er Madkulturen også med i

Mælkelaboratoriet - sammen med Smag og Lær
Fredag 17. juni kl. 11.30-12.30.

Mad og smag på tværs af fag - sammen med Smag og Lær
Fredag 17. juni kl. 15.15-16.00.


MENU