Gå til hovedindholdet

Hele verden til sammenskudsgilde

300 mennesker mødes til fællesspisning for at hylde den gastronomiske mangfoldighed og agere folkelig feedback til fødevaretopmødet World Food Summit.

Publiceret 17. august 2017

Medbring én ret samt din bedste idé til at udbrede kulinarisk mangfoldighed. Det er grundideen, når Send Flere Krydderier, Miljø- og Fødevareministeriet, Madkulturen og Hahnemann’s Køkken inviterer til en såkaldt Potluck Dinner for 300 mennesker, der hylder kulinarisk diversitet og måltidet som grundlæggende kulturbærer.

”Ambitionen er at få samlet så mange mennesker fra så mange steder i verden som muligt, og på den måde skabe et nærmest fysisk billede af den fantastiske diversitet, som Danmark repræsenterer”, forklarer Mirka Mozer, der er direktør i ’Send Flere Krydderier’.

Samtidig med Potluck Dinner er Danmark vært for det internationale gastronomiske topmøde World Food Summit - ’Better Food For More People’, hvor et af temaerne netop er, hvordan vi understøtter og udbreder kulinarisk mangfoldighed.

Folkelig feedback
”At der er en diversitet på vores tallerkner er vigtig både for vores egen sundhed og planetens overlevelse. Spørgsmålet er, hvordan vi bedst understøtter det, så vi om 50 år ikke alle sammen spiser det samme”, siger Judith Kyst, der er direktør i Madkulturen.

Det kan deltagerne på Potluck diskutere og komme med deres bedste bud på. Ideerne bliver skrevet ned undervejs og sendes retur til topmødet dagen efter.

Send Flere Krydderier er et fint eksempel på at udbrede den kulinariske diversitet i praksis. Her arbejder etniske minoritetskvinder hver dag for at øge den kulinariske diversitet på Nørrebro. Og I Send Flere Krydderier ved de, at mad kan meget mere end at fylde maver. For I Send Flere Krydderier bygger maden broer – broer til andre køkkener, til mennesker og ikke mindst til det danske arbejdsmarked.

”Hos os er kulinarisk diversitet vores forretningsgrundlag. Vores mad repræsenterer mange verdensdele, og hver eneste kvinde, der er ansat i Send Flere Krydderier, bidrager med hendes mad og hendes opskrifter, til at udvikle vor alles madkultur”, siger Mirka Mozer.

Fødevareminister Esben Lunde Larsen deltager også i Potluck Dinner og medbringer selv en ret til tre.

Alt det praktiske

Dato: 23. august
Tid: kl. 18-21
Sted: Israels Plads i København.
Medbring: en hovedret der betyder noget særligt for dig og til ca. 2-4 personer

Køb billetter her.

Læs mere på Fødevareministeriets hjemmeside her.


MENU