Gå til hovedindholdet

FoodJam udvider med lejrbål og hulahopringe

4.000 festivalgæster har igen mulighed for at skabe et måltid fra bunden i FoodJam-teltet. I år udvides menuen med motion, bacon-brunch og suppe på lejrbål.

Publiceret 29. marts 2017

For 6. år i træk slår FoodJam teltdugen op på Roskilde Festival. Teltet er fyldt med køkkenstationer og kulinariske vejledere, så festivalgæsterne kan ’jamme’ sig til et lækkert, hjemmelavet måltid og få nye køkkenkompetencer med hjem.

 

Det er SuperBrugsen, Kvickly og Änglamark, der står for råvarebordet, der er baseret på økologisk grønt, bacon til de morgenfriske samt FoodJam klassikere som fisk og muslinger.

 

KØB BILLETTER TIL FOODJAM 2017 HER

https://place2book.com/da/11178/list/EM2752

 

Om formiddagen inviterer Änglamark til motion foran teltet med blandt andet hulahopringe og acroyoga. Inden for er der økologisk Änglamark brunch med bacon, æg og pandekager. Fra frokost og frem er det ’Food Jam classic’ hvor grønt, fisk og muslinger har den gastronomiske opmærksomhed. 

 

Spis op ved lejrbålet

Imens FoodJam-måltidet indtages ved borde med dug og blomster under mottoet ’spis sammen’, er der andre boller på suppen på SuperBrugsen og Kvicklys nye ’pop-up lejrbål’ ude i camping området, der kører under navnet ’spis op’. 

 

”På bålet står en stor gryde og simrer med intens fiskesuppe baseret på alle de ben, vi får til overs i FoodJam teltet. Herefter kan man med hjælp fra kulinariske vejledere selv påvirke suppens endelige udtryk igennem en stor grøntsags- og tilsmagningsvogn”, forklarer Jakob Ørsted, der er kok på Food Jam.

 

Det er Madkulturen, der står bag FoodJam. Ifølge Judith Kyst, der er Madkulturens direktør, har eventen mere på hjerte end et hyggeligt måltid på festivalen.

 

”Uanset om man vælger at spise sammen nede i FoodJam teltet, eller vælger at spise op ude ved lejrbålet, så handler det om én ting: at give unge mod på at gå i køkkenet og lave mad fra bunden”.


MENU