Gå til hovedindholdet

Smag på fiskesuppe, politikere og græshopper i Roskilde

Lær om optimal tilsmagning, test dit madmod og få en snak med de lokale politikere om Roskildes madpolitik. Det er ingredienserne i Madkulturens ’Gastronomiske Samtaletelt’, når Madpladsen i Roskilde åbner lørdag.

Publiceret 5. maj 2017

Der er slået et større brød op, når Madpladsen åbner på Stændertorvet i Roskilde på lørdag.

Her inviterer Madkulturen borgerne til et kulinarisk miniforløb, hvor man smager sig igennem de fem grundsmage og gennemgår et par udskæringsteknikker. Det hele ender med en individuel tilsmagning af en kop hjemmelavet fiskesuppe – gerne med et par friskstegte, knasende græshopper på toppen, hvis man har mod på det.

Samtidig vil der være mulighed for at møde en god håndfuld lokale byrødder til en dialog om kommunens mad- og måltidspolitikker.

”Hvis vi skal opretholde vores madkultur er det vigtigt, at man kan lave mad. Det lærer man ikke på en formiddag, men du kan få fif og blive udfordret af Madkulturens kulinariske vejledere på lørdag. Samtidig kan borgerne hen over suppen snakke med politikerne om deres mad- og måltidspolitik. Det bliver en fest”, siger Judith Kyst, der er direktør i Madkulturen.

Madkulturen arbejder bredt for ’bedre mad til alle’. Det har ligget i Roskilde siden 2012 og har blandt andet samarbejdet med Roskilde Kommune om madværksteder for børn- og ældre, udviklet undervisningsmateriale til madkundskab og senest en madguide til bedre skolemad

Fakta:

DET KULINARISKE SAMTALETELT

I teltet vil Madkulturens kulinariske vejledere give borgerne et lynkursus på 15 minutter i de 5 grundsmage samt et par fiffige køkkentricks. Herefter prøves der kræfter med en individuel tilsmagning af vores fiskesuppe.

TID OG STED

Lørdag den 6. maj 2017 på Madpladsen på Stændertorvet i tidsrummet kl. 10-15.


MENU