Gå til hovedindholdet

Dyst i MasterChef FoodJam Edition

FoodJam på Roskilde Festival sættes på den anden ende, når køkkenchef og tidligere vinder af MasterChef Timm Vladimir kalder gæster til dysten om festivalens bedste hjemmelavede måltid.

Publiceret 8. juni 2016

Modige madgale gæster på Roskilde Festival kan nu få testet evnerne i det aktive folkekøkken Foodjam.

Mandag 27. juni kl. 10-12 står Timm Vladimir, MasterChef-vinder og direktør for Timm Vladimirs Køkken, nemlig klar som vært og dommer i Masterchef FoodJam Edition, en konkurrence om at fremstille Roskilde Festivals bedste hjemmelavede måltid.

Deltagerne får tre benspænd, som først afsløres på dagen, og de ved endnu heller ikke hvilke råvarer, som de kan trylle med i køkkenet.

”Vi skal hygge os og have det fedt, for det er jo en køkken-jam, men jeg forventer selvfølgelig også, at dem, der melder sig til, giver den ordentlig gas. Det er en sjov mulighed for at arbejde med råvarer og få sin mad bedømt. Jeg er fuldstændig med på, hvad deltagerne bliver udsat for, for jeg har selv prøvet det,” siger Timm Vladimir, der vandt den første danske MasterChef i 2011.

Det koster 65 kr. per person at deltage i MasterChef FoodJam Edition og Timm Vladimir opfordrer til, at man stiller i hold på 3-4 personer, hvis muligt.

Klik her for at sikre dig billetter til MasterChef FoodJam Edition.

Når gryder svinges frit og ubesværet

FoodJams køkken koger for fuldt blus for femte gang i partnerskab mellem Madkulturen og Roskilde Festival og for andet år i træk også SuperBrugsen, der leverer alle råvarer. Konceptet er fortsat, at du vælger råvarerne og laver selv maden, så står FoodJams kulinariske vejledere klar med hjælp og gode idéer.

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at netop Timm Vladimir står på plakaten.

”Vladimir er en kæmpe inspiration og læremester udi madglæde med højt humør, det er en vigtig dna i at invitere de unge til at svinge gryderne. Vi ved nu, at når køkkenet bliver et sjovt og socialt fællesskab, så opstår læring om maden og nysgerrighed på nye råvarer helt af sig selv,” forklarer Judith Kyst, direktør for Madkulturen.

I 2015 besøgte 3700 unikke gæster på otte dage FoodJam over 4267 sessions med hjælp fra 100 kulinariske vejleder, og 98 % af sidste års gæster vil anbefale andre at prøve det.


MENU