Gå til hovedindholdet

Danmarks største køkkenfest skal styrke fremtidens forbrugere

FoodJam på Roskilde Festival er Danmarks største køkkenfest. Men reelt handler det om at styrke de kommende generationers køkkenkompetencer og råvarekendskab.

Publiceret 19. juni 2017

De unge er dem, der bruger mest convenience i køkkenet. Og de unge er dem, der har de ringeste køkkenkompetencer.

Det er baggrunden for Danmarks største køkkenfest, FoodJam, der i år kører for 6. gang på Roskilde Festival og som siden begyndelsen har haft mere end 13.000 unge i forklædet.

FoodJam er et ’folkekøkkentelt’, hvor unge selv tilbereder et måltid mad for 65 kr.  Kulinariske vejledere introducerer den overdådige buffet med økogrøntsager, krydderurter, frugt, muslinger og hele friske fisk, og guider dig igennem tilberedningen.

”På FoodJam får man en fornemmelse for, hvad råvarer er, og du får nye tilberedningsmetoder med hjem. Hvis vi fortsat skal have et varieret og spændende udbud af fødevarer i vores butikker, så kræver det nysgerrige og ’veluddannede’ forbrugere. Derfor støtter vi FoodJam”, forklarer Pia Niemann, der er marketingdirektør i SuperBrugsen og Kvickly, der sammen med Änglamark og Madkulturen står bag FoodJam.

Fisk og fennikel
”Når du ikke kan håndtere klassiske råvarer, så udliciterer du populært sagt din sundhed til andre. Derfor handler FoodJam om én ting: at give de unge mod på at gå i køkkenet og lave mad fra bunden, så vi fortsat har kritiske forbrugere”, siger Judith Kyst, direktør for Madkulturen, der arbejder bredt for ’bedre mad til alle’.

De unge er svære at fange igennem klassiske kampagner, men en større evaluering af FoodJam i 2015 viser, at de unge tager læringen til sig og bruger den hjemme i køkkenet. Særligt muslinger, fisk, fennikel og krydderurter viste sig at være det store råvarehit, og tilberedning af muslinger og kunsten at ordne grøntsager var blandt de store kompetencehit, viste evalueringen.

”Det lyder måske banalt. Men hvis en hel generation ikke ved, at fisk skal fileteres, og ikke ved, hvordan man tilbereder en musling eller renser en porre, så er madkulturen udfordret”, siger Judith Kyst.

Spis op!
Imens FoodJam har fokus på at skabe et måltid og ’spise sammen’ ved langborde, så udvider man i år med pop-op events ude i teltområderne, hvor man populært sagt ’spiser op’. Her simrer en stor gryde fiskesuppe over bålet baseret på rester fra FoodJam teltet. Suppen kan man selv tviste i fx en asiatisk, fransk eller sydafrikansk retning via et lille råvare- og tilsmagningsbord.

FoodJam bruger udelukkende økologiske råvarer leveret af SuperBrugsen, Kvickly og Änglamark. Fiskene kommer fra Thorup Strand.

Book billetter her: https://place2book.com/da/11178/list/EM2752


MENU