Gå til hovedindholdet

350 skolebørn skal filetere og stege fisk i Ringsted

Danske børn spiser ca. 70 g fisk om ugen, svarende til en femtedel af det anbefalede. Det vil Ringsted Kommune sammen med Madkulturen gøre noget ved. Derfor skal 350 skolebørn lave makrel og fladfisk fra bunden. Og de får lektier med hjem.

Publiceret 4. maj 2017

Fladfisk med ærtemos. Og makrel i tomat med hjemmelavet mayonnaise. Sådan lyder menuen i madkundskab i Ringsted i maj måned.

Sammen med en professionel kok og elevernes madkundskabslærer skal børnene selv filetere og lave saucer – alt sammen for at illustrere, at fisk både er nemt, sundt og smager godt.

Eleverne får desuden lektier for. De skal lave fiskeretten hjemme og lave billeddokumentation af processen, som de så snakker om i madkundskabstimen ugen efter.

SE INDSLAG FRA TV2 ØST HER

”Vi gør det her for at prøve at nedbryde nogle barrierer. Mange tænker umiddelbart, at fisk er ulækkert, at fisk lugter og at det ikke smager godt. Med det her arrangement viser vi børn, at fisk faktisk smager godt, og at det er nemt at lave. For Ringsted Kommune handler det om at lære børnene nogle sunde madvaner, og give dem nogle madvaner de også nemt kan bruge sammen med deres familier,” siger borgmester Henrik Hvidesten.  

Det er Madkulturen, der arbejder for ’bedre mad til alle’, der står bag den praktiske udførelse af arrangementet. Også her er der mere på hjerte end en festlig dag i køkkenet.

”Vi ved, at de unge i dag bruger mindre og mindre tid i køkkenet og har færre og færre færdigheder, når der skal laves mad. Hvis vi skal opretholde vores madkultur kræver det, at man har en idé om, hvordan man håndterer råvarer og her kommer vi ikke uden om fisk. Derfor er det et smukt skridt, som Ringsted Kommune har taget her”, siger Judith Kyst, der er direktør i Madkulturen.

FÅ OPSKRIFTERNE HER


MENU