Gå til hovedindholdet

130 lærere skal lære at ’konservere køkkenhaven’

Eleverne skal lære at sylte og salte køkkenhaven, når Madkamp 2018 ruller ud i madkundskabslokalerne. Lærerkurset i København er fuldt booket, mens der stadig er plads i Vordingborg.

Publiceret 25. september 2017

Der skal fermenteres kål, koges chutney og syltes æbler, og så skal de igennem et minikursus i mikrobiologien bag syltningens kunst, når 130 madkundskabslærere kommer på skolebænken i oktober. Det sker i forbindelse med Madkamp, som i 2018 handler om at konservere frugt og grønt fra den danske køkkenhave.

”Årets emne i Madkamp er et folkeligt hit. Vi ved fra vores undersøgelse Madindeks, at 38% af danskerne har dyrket frugt og grønt i egen have – og at vi generelt vurderer smagen meget højere, når vi selv har dyrket eller fundet nogle af råvarerne. Det her kursus giver lærerne inspiration til at tage eleverne med på madens rejse fra jord til bord”, forklarer Judith Kyst, direktør i Madkulturen, der står bag Madkamp 2018.

Hotdog-topping og eddike
Kurserne varierer alt efter hvor de afholdes. Nogle steder ser man på hotdog-toppings, andre steder brygger man frugteddike, men alle skal igennem mikrobiologien bag syltning og fermentering.

”Det vigtigste for lærerne er at forstå hygiejnens betydning ved konservering, så du ved, hvorfor dine fermenterede gulerødder nogle gange kan eksplodere”, forklarer Judith Kyst.

Der er kurser i Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, København og Vordingborg. Over 130 lærere har allerede tilmeldt, sig og i København har der været så meget ’run’ på, at man har lukket for ventelisten. Til gengæld er der stadig en plads eller to på de andre hold – og god plads på kurset i Vordingborg.

Kurset koster 200 kr. inkl. materialer og forplejning på dagen.  

TILMELDING HER

 

 

 


MENU