Gå til hovedindholdet

Sådan kan naturen bidrage til bedre mad

FOLKEMØDET. Er naturens spisekammer tilgængeligt for alle – og hvad kan den lære os? Det bliver endevendt under ’Ministerens Madklub’, en køkkendebat med bornholmske strandplanter og rådyr.

Publiceret 7. juni 2017

Det er ikke udelukkende michelin-kokke, der henter svampe og urter i naturen. I gennemsnit har 15 % af danskerne sanket inden for det seneste år, viser tal fra Madindeks 2016, som Madkulturen står bag.

”Sankning er en gratis fornøjelse – og i princippet for alle. Vi ved, at danskerne gør det, uanset om vi bor i provinsen eller storbyen, og de unge generationer er næsten lige så godt repræsenteret, som de ældre er,” forklarer Judith Kyst, direktør i Madkulturen.

Hun er deltager i ’Ministerens Madklub’ på Folkemødet, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og eksperter debatterer og kokkerere med bornholmske råvarer – friske fra naturen.

Jagt for de få
Selv om omkring 15 % både unge og ældre plukker skovhindbær og samler Karl Johan svampe, så har resten af fænomenet ’naturens spisekammer’ ikke del helt store folkelige appel. Især når man ser på danskernes hang til rifler og fiskestænger. Kun 9 % af danskerne har fisket, og 4 % har været på jagt inden for det seneste år, viser Madindeks 2016.

”Vi har ingen drøm om at alle skal samle deres mad selv, eller alle skal dyrke al mad i små byhaver. Men det er en pædagogisk kilde til at forstå, hvor maden kommer fra, hvornår der er sæsoner, og hvad der er muligt at producere lokalt,” siger Judith Kyst.

Haven hitter
Medregner vi haven bliver fænomenet markant mere folkeligt. 36 % har dyrket egen køkkenhave i 2016. Og når vi tæller krydderurter på altanen og i vinduet med, så har hele 58 % af danskerne haft fingrene i jorden inden for det seneste år.

Selvom en chili, lidt krydderurter og en plante cherrytomater ikke bidrager til det helt store i den samlede husholdning, så er det alligevel vigtigt i vores forståelse af råvarer og sæsoner.

”Næsten alle toprestauranter tager i dag udgangspunkt i, hvor i verden, de er. Og hvornår på året, det er. Det giver en naturlig variation af menuen. Vi ved, at danskerne efterlyser mere variation i hverdagsmaden. Den kunne komme af sig selv, hvis vi var mere i kontakt med natur og sæson – og så ville det endda være mere bæredygtigt”, siger Judith Kyst.

FREDAG 16. juni 11.30-13.00 Hvis naturen kunne bestemme: En koge-debat
Ministerens Madklub: Hvordan kan man bruge den vilde natur i køkkenet? Og hvordan kan det bidrage til en større forståelse for bæredygtig mad i hverdagen?
Mød bl.a. miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, ’Bonderøven’ Frank Erichsen fra DR, journalist og forfatter Signe Wenneberg, Mikkel Westergaard fra Vild MAD, Maria Reumert, medlem af Folketinget (EL) og Judith Kyst fra Madkulturen mf.

Sted: L12 Missionshuset - Madkulturen – Nørregadekvarteret. Pilegade 7b.

https://kalender.brk.dk/event/user-view/23359?redir=


MENU